Jul i den flyvende tallerken

Af Tao Michaelis

En historie om hvordan man fejrede juleaften i en god gammeldags robotfamilie fra dengang, man endnu blev samlet med håndkraft.
Julen var nær!
Den fine uranholdige sne faldt regelmæssigt fra de kunstige skyer.
Et molekylebombardement af skyernes elektronkerner havde sat det smukke sceneri i gang.
I de atomopvarmede aluminiumshuse stod fine grantræer tilsat klorofyl. Så jo mere man dansede om dem, des sundere blev man.

Og fra byens mange infrarøde gryder stod der en liflig duft af brasede atomer.
Joh, der skulle være fest.
I himmelrummet var der en voldsom trængsel og alarm. Rumskibene havde fået flag i tændrørene. Og i det lufttomme rum svævede mangen en salgsmand og solgte fjernstyrede sprællemænd.
Nu begyndte klokkerne at ringe fra den gamle kirke, som netop var blevet opført om formiddagen til samme formål.
De skønne toner klang mod fjerne horisonter, takket være de mange relæstationer, der var opført som andagtskapeller.
Midt i det hele svævede en god, gammel, hyggelig flyvende tallerken. Det er i den, vores historie begynder.

Her boede en god, gammel, hyggelig robotfamilie.
Der var robotfar med smukke elektropressede, galvaniserede tændinger, robotmor,
en lille væver maskine med kviksølv i benene, og de to små robotbørn, Ohm og Volt.
Ja de var ikke blevet færdige endnu…
Man havde ikke fået samlet alle reservedelene til dem endnu…
Egentligt skulle den ene have været en pige, men det måtte vente til elektromekanikeren kom næste gang…
Det var også noget med en kontakt!
Nå, hele den kære, rustfri familie sad smukt fordelt omkring bordet. Far havde smidt fotocellerne og gjort sig det mageligt.
Og Ohm og Volt sad og hev hinanden i skruerne.
Man ventede på julemaden.
Den dejlige fede julebenzin, tilsat prima solarolie.
Ahhh! Den sku' gøre godt i de rumlende tanke.
Og så var den tilsat børnenes livret.
Nærende miniatureoktantal!

Nå, nu kom mor med maden!
Hun havde fået sin nye kofanger på, og radiomasterne på hovedet var redt tilbage efter sidste mode.
Selv kjolen var helt Dior'sk.
H-line!
Hun brugte nemlig en fjernsynsantenne som korset!
- Det varede noget!" brummede far.
- Ja, jeg var gået op i svejsningerne, sagde mor. Jeg kunne jo som sædvanlig ikke finde blæselampen. Den er altid væk, når du har barberet dig!
- Så, så, så! Sagde far. Ingen bitre udblæsninger på denne aften!
- Øs op!
Ohm og Volt Kastede sig ivrigt over benzinen, mens far mere adstadigt skruede dækslet af tanken.
Drik vand til, knægte! Sagde han. Ellers får i sure opstød i køleren! Jah, der var andre robotfamilier, der gav deres børn atomkraft og spaltede neutroner!
Men ikke her!
Det var en god, gammeldags familie fra dengang, man blev samlet med håndkraft.

Nå, alle spiste nu. Men der herskede en sær, trist stemning ved bordet.
Det var, som om de ikke rigtig ku' skifte gear.
De ku' sørme ikke skifte gear nogen af dem!
Den ældste søn, Ampere, var for længst draget ud i universet. Men han plejede dog at komme hjem til hver jul.
Det var han ikke kommet i år, og det var så trist så trist…
- Nå det tænker vi ikke mere på nu! sagde far. Den der får møtrikken, får møtrikgaven!

- Hurra! råbte Volt. Det blev mig!
- Værsgo! sagde far. Her er en lille flaske vinterolie, den skal gøre godt i karburatoren…
- Arh, som du dog forkæler de knægte Du sku' hellere - og navnlig Volt - la' elektromekanikeren kikke på ham. Han har ondt for tændrør!
- Arh, du må da ha' en skrue løs! sagde far.
- Næh - og det er på tide, at du lærer ungerne om livets donkrafter - om differentialer - og den slags…
En polariseret rødme dækkede hendes pande af elektro plet.
- Nå det taler vi ikke mere om, sagde far. Nu går jeg ind og tænder træet.
Og mens far tændte lysstofrørene på det fine træ, gik mor Ohms og Volts ansigter efter med lidt twist, og gav skruer og bolte en ekstra omgang med skruetrækkeren.
Snart stod man foran den lysende gran.
- Ja, der er ikke noget stads på i år, sagde far. Det var for dyrt.
- Det er også lige meget, sagde mor. Bare Ampere havde været her.

I det samme bankede det på døren. Udenfor stod et sfære-postbud.
Han havde en pakke under armen.
Man flåede papiret af.
På en seddel stod der:
Kære alle sammen!
Ja, så kom jeg alligevel!
Men da personforsendelse er dyre end godstransport, har jeg ladet mig demontere fra yderst til inderst, og sende som reservedele.
Så kan i sætte mig sammen, når jeg kommer frem.
Jeres Ampere

- Hurra! Råbte de alle sammen.
Og far sagde:
- Ska' vi samle ham nu?
- Nej sagde mor. Vi hænger ham på træet, som han er.

Så får de små deres julestads, og så kan vi altid sætte ham sammen, når juleknaset serveres.
Og sådan blev det atter jul i den flyvende tallerken!

Se blioteksvagtens svar her på hvem forfatteren er:
Tao Michaelis